Golfens Dag er en alletiders mulighed for at vise klubben og spillet frem for folk, som ønsker at prøve golf eller endnu ikke er medlem i en golfklub. Det særlige ved denne dag er, at mere end 120 golfklubber og Dansk Golf Union nationalt også markerer denne dag som en særlig aktivitet.
Succes kan måles i lokal rækkevidde for jeres kommunikation, i antallet af deltagere på dagen, og efterfølgende i hvor mange, der melder sig ind eller viser interesse for at komme og prøve igen.
I denne manual gennemgår vi hele processen fra klubbens tilmelding til perioden efter Golfens Dag, med fokus på hvad der erfaringsmæssigt har virket for størstedelen af alle medvirkende golfklubber de sidste mange år.
Bedste forudsætninger for succes kan grupperes til følgende områder:
- Engagement af frivillige og god brug af klubbens ressourcer
- Planlægning og opfølgning
- Markedsføring via flere kanaler
- God eksekvering og gode oplevelser på selve dagen
- Kontakt og kommunikation efter Golfens Dag
Når klubben har tilmeldt sig Golfens Dag, kan man med fordel gøre sig nogle indledende overvejelser.
Golfens Dag er ligesom meget andet rekruttering mere effektfuld, hvis man lykkes med at aktivere klubbens medlemmer til at invitere golfinteresserede venner og bekendte med.
Det anbefales samtidig, at der nedsættes en arbejdsgruppe til at afholde Golfens Dag, som del af rekrutteringsudvalget eller andre udvalg i klubben. Medlemmer fra klubber-i-klubben kan med fordel være repræsenteret i arbejdsgruppen, ligesom det anbefales at sekretariat og bestyrelse er repræsenteret. Men det vigtigste er, at der hænder og hoveder nok til de mange forskelligartede opgaver – før, under og efter Golfens Dag.
Giv din feedback på dette emne.